Aleneovernatning

Lige nu sidder jeg alene i en skov. Klokken er 20.02 og det er bælgravende mørkt. Jeg er på tur med friluftliv, men er alligevel helt uden dem, for vi er på aleneovernatningstur og da vi kom til Brillesø skiltes vi og sejlede i hver vores retning for at længe til forskellige steder. Jeg gik i land med Nina og et lille stykke inde i skoven gik hver til sit ud for at finde et godt sted at slå lejr.

I det fjerne kan jeg høre bilerne køre på vejen, men det er meget langt væk så bortset fra skovens lyde er det kun nattens stilhed jeg kan høre...og så en ensom due derinde i mørket...eller hvad det er.
Efter frokost i dag mødtes vi og pakkede til turen. Vi tog af sted i kanoer fra skolens lille strand og padlede op gennem Silkeborg Langsø.
Mig og Nina lagde os hurtigt i spidsen sammen med drengene. Efter de to broer og for enden af søen løber åen hyggeligt langs baghaver med vand langt op på græsplænen. Åen er ret smal på det stykke og jeg måtte gøre mig umage for ikke at gøre Rasmus' kanopadlingsundervisning til skamme. Den smalle å førte os ud på Ørnsø, som vi krydsede. På den modsatte bred hev vi kanoerne i land og trillede dem over vejen og et stykke videre over til Almind sø (som vi badede i en af introdagene). Tæt på badebroen er en lille odderpassage under vejen, som vi sejlede ind i gennem for at komme ud på den anden side. Et sted blev vandet så lavt at vi måtte op og ud at skubbe inden vi kunne sejle videre på Vejlsø og Brassø som mig og Jette kunne genkende fra vores weekendtur.

Endelig nåede vi til Brille Sø og det var allederede begyndt at blive tusmørke og jeg var begyndt at blive lidt kold. (Uh, der var noget der knagede inde i skoven). Vi skiltes og mig og Nina fandt et godt sted at lægge til. Jeg har virkelig glædet mig til den her tur og været rigtig spændt på at skulle overnatte alene og da vi padlede ind til bredden boblede jeg næsten over af spænding (nu var der en lyd mere...gad vide hvad det var...eller måske vil jeg ikke vide det). Vi hev kanoen i land og gik i hver vores retning. Og nu sidder jeg her…i mørket.

Jeg nåede at sætte bivuak op før det blev mørkt og at pakke liggeunderlag og trangia ud. Det blev helt mørkt mens jeg lavede kartoffelmos og den nåede at blive kold mens jeg lavede grønsagssovs. Nu er det hele koldt men jeg har varmen for jeg har lånt Jonnas alpacatrøje. Jeg er egentlig ret stolt over bivuakken som er blevet ret fin og over at jeg tør sidde her alene i mørket. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive siddende før tankerne spinder alt muligt irrationelt gøgl op der gør mig for bange til at blive (en hund gør i det fjerne og en eller anden ukendt brummelyd lyder tæt på) oppe. Jeg har kakao med og egentlig havde jeg lovet (var det en fugl?) mig selv at jeg skulle have mod nok til at blive oppe til at lave mig en kop, og jeg tror egentlig også godt jeg ville turde blive oppe så længe, men jeg ved også at kakao vil betyde at jeg skal op at tisse i nat. Det gider jeg ikke. Om lidt vil jeg pakke sammen og så vil jeg sidde et øjeblik og bare lytte til lydene og (nu kravler der en Bille på mig og en skovsnegl er på vej for at spise mine rester.) nyde den her særlige, sjældne oplevelse som det jo egentlig er. Måske laver jeg mig en kop kakao alligevel.


Jeg endte alligevel med at lave mig en kop kakao og jeg sad med den i et stykke tid og varmede hænderne på den. Drak ikke ret meget, for jeg ville virkelig gerne undgå at skulle op at tisse. Det endte jeg dog alligevel med at skulle allerede en time efter jeg havde lagt mig. Og jeg tænkte der var for lang tid til det blev morgen til at jeg kunne holde mig. Desuden frøs jeg og ifølge Rasmus soveposeråd er det sværere at holde varmen, hvis kroppen skal bruge energi på at holde urinen varm. Så jeg overvandt mørkefrygten og kravlede ud for at tisse. Jeg fulgte endnu et af Rasmus’ varmeråd og lavede 20 englehop og nogle sprællemænd inden jeg kravlede i posen, så min krop kunne være varm når jeg krøb i posen. Kan ikke helt finde ud af om den nye inderpose virkede. For jeg frøs altså. Men det var også kun 0 grader varmt (har jeg efterfølgende fundet ud af), og det må da være koldere at ligge alene end sammen med nogen og at ligge i en bivuak, der er åben for enden.

Jeg synes jeg vågnede 20 gange i løbet af natten uden rigtig at vide hvorfor. Måske bare fordi det er uvant at ligge alene i en bivuak. Men da vækkeuret ringede om morgenen, var jeg alligevel søvnig og ville gerne blive liggende. Og uh, det var koldt at kravle ud. Havde fået bygget bivuakken sådan, at jeg kun kunne møve mig ind og ud, og det er altså lidt upraktisk når det er koldt og man skal møffe tøjet på.

Jeg satte havregrød over på trangiaet og pakkede pressendingen og tasken sammen. Og så sad jeg og spise i halvmørke og kiggede på træerne der blev mere og mere tydelige efterhånden som lyset brød frem. Nina kom (hun var så venlig at kalde godmorgen et stykke derfra, så jeg ikke lige pludselig skulle blive forskrækket over at hun havde sneget sig ind på mig) mens jeg drak en kop kakao og vi gik sammen ned til kanoen. Det var blevet helt tåget og da vi kom på vandet kunne vi ikke se længere end et par meter frem for os. Som aftalt mødtes vi med de andre midt på søen og startede turen hjem. Denne gang sejlede vi gennem åen og ind til slusen i byen, så det gik noget hurtigere.

Hjemme igen fik jeg pakket ud og slappet af (meget stolt over nattens bedrift) inden det var tid til at mødes med Nanna for at bage banankage til vores eftermiddagsgruppemøde

Kanotur på Gudenåen

I sidste weekend var mig og Michala på en superduper kanotur på Gudenåen. I første omgang var planen at vi skulle køre kajakker til Gammel Rye og sejle af sted derfra, men pga. af problemer med at finde en chauffør og efterfølgende problemer med uenighed blandt lærerne, der ombestemme sig omkring udlån af køretøj, endte det med at vi ringede til Ry Højskole og fik lov at låne en kano af dem. Den oprindelige plan indeholdt også en overnatning, men nu blev det bare til en dagstur. Men en vidunderlig en af slagsen.

Vi tog toget til Ry og fandt højskolens kanoplads. Den højskole ligger helt fantastisk med baghaven lige ud i vandet. Der er virkelig en hyggelig stemning, der (bortset fra eleverne, der bandede efter os) og bygningerne er fine, gamle, røde murstenshuse. Vi satte kanonen i vandet og så af sted. I modsætning til min og Jettes kajaktur, havde vi helt vidunderligt vejr. Ikke en sky på himlen og næsten ingen vind. Det var så smukt. Først gennem Rye Mølle Sø og ned til Gudensø, hvor vi sigtede forbi Gudenåens åbning, så jeg begyndte at tvivle på mine kortlæsningsevner. Men så fandt vi den og langt om længe som en lille bitte smal åbning og kanoen nærmest gled af sig selv gennem vandet. Et stykke inden stoppede vi ved en lille bådebro og satte os for at spise madpakker. Jeg tror aldrig jeg har oplevet solen skinne så meget.

Vi padlede videre og sludrede. Lidt for højt, så fiskehejrerne fløj op. Vi padlede noget mere og lidt til. Og lidt længere og til sidst padlede vi ud af kortet og ind på en stor sø hvor vinden var lidt kraftigere. Vi lod den blæse os ind i sivene hvor vi lavede os en kop kakao og et par kiks og nød solen. Vi blev enige om, at vi nok hellere måtte vende om nu når vi var løbet tør for kort og vi sejlede tilbage til åen. Og vi padlede og padlede og padlede inden vi stoppede et sted for at spise medbragte kanelsnegle og endnu en kop kakao.

Så padlede vi videre igen og da vi nåede Ry Højskole havde vi padlet i syv hyggelige timer. Vi slæbte kanoen på plads og satte i løb for at nå toget tilbage til Silkeborg. Derhjemme havde Cæcilie gemt aftensmad til os og vi tilbragte aftenen med fællessang i dagligstuen med meget friske, råde kinder.

Fællesfagsafslutning: Økologiholdet på besøg hos ’Den lille mand’

Så blev det periode B og dermed slut på økologi…og vi er nået halvvejs gennem osteklokkelivet.
Og så er tiden gået så hurtigt, at jeg ikke har nået at opdatere føllesfaget økologi, som jeg hurtigt blev glad for og som jeg ikke fortrød at jeg skiftede litteratur ud med.
Tiden er gået med at undersøge forskellige varemærkninger, gå ture i skove og ved søer (tror nok det gik ud på at tale om at søen, der var et naturgenopretningsprojekt og skoven var der også noget særligt ved, men jeg havde allerede glemt det den dag vi var derude og jeg har ikke fået spurgt Uffe). Og så har vi haft et besøg på en økologisk landbrugsskole og på noget der hedder frilandet hvor folk selv bygger deres huse på en bæredygtig måde af bæredygtige materialer som halm og muslingeskaller og vi har lavet diversitetsundersøgelser af skovens planter og diskuteret fødevarevaner og affaldssortering. Mægtig spændende.

Men det allerallerallerbedste var afslutningen hvor vi var ude at besøge ’Den lille mand’, en mand og hans familie, der har gjort deres hjem ultrabæredygtigt. Jeg kan ikke huske hvad han hed for Rasmus og Uffe har også bare kaldt ham ’Den lille mand’, men det var lige ved ikke at blive til noget, fordi Rasmus troede vi ikke gad besøge ham når vi havde været ude at besøge frilandet. Så hele økoholdet jublede, da det lykkedes at få en aftale med ham på den sidste økologidag.

Den lille mand var typen med træsko, en ulden sweater og en bomuldsklud om halsen. Og Harry Potter-briller. På sydsiden af huset havde han bygget et drivhus op ad husmuren. Så er der både varme til planterne og ekstraisolation til huset, der kan udnytte den varme der strømmer ind gennem muren. Om natten kan planterne så få gavn af den varme som huset afgiver. Mægtigt smart. På nordsiden af huset voksede efeu som ekstra isolation og han havde bygget et stort vindfang som skulle afskærme for blæsten og hvor han havde noget af al sin brænde. Her var også ’køleskabet’, der bare var et træskab. Det elektriske køleskab brugte han kun i sommermånederne. Det hele for at spare på energien.

På taget havde han solvarmeanlæg og solceller. På marken en vindmølle og i baghaven en stor tank nede i jorden til det regnvand han samler sammen. Alt vandet fra taget og tagrender ledte han gennem en si og en anden si og en bøtte med vulkansten for at filtrere urenheder fra. Inde i huset havde han en pumpe, der pumpede vandet gennem endnu et filter og derfra ud i vandhanerne i huset. Der var kun en hane med ’rigtig’ vand og det var til at drikke. Resten i bad, toilet det hele var regnvand og spildevand som han også samlede op og rensede.

Så havde han et komposttoilet, som gik ud på at der er to huller i kummen. Så det gælder om at sidde lige, så man rammer det rigtige sted hen med det ene og det andet. Tisset vandede han haven med og han lavede gødning af afføringen. Han viste os et glas med de tørre klumper, der ikke lugtede af andet end jord. På taget var en ekstra skorsten, med et eller andet udluftningssystem så lugten ikke kom ind i stuen.

I stuen havde han en kæmpe opmuret brændeovn med flere luer. To af dem var til at fyre op i og oven på den ene var der komfur og oven på den anden en ovn. Virkelig smart. Og så var skorstenen for neden i stedet for foroven, så røgen blev ledet rundt på en smart varmeenergiagtig måde. Han behøvede kun at fyre op om eftermiddagen, så kunne den holde huset varmt indtil næste eftermiddag.

Det var virkelig interessant at besøge ham og jeg havde helt lyst til at bo ligesom ham. Det var virkelig et hyggeligt og charmerende hus. Det er nok lidt utopisk at jeg skulle blive så bæredygtig som ham (hele familien udledte kun 4 tons CO2 om året), men lidt bæredygtig ku man da godt prøve på at blive. Det med køleskabet kræver i hvert fald ikke så meget. Totalt god afslutning på økologi!

Hør Kronhjorten Brøle

En morgen stod jeg tidligt, tidligt op og tog alt det tøj på jeg overhovedet kunne få hevet lag på lag. Det var alt for mørkt endnu til at se noget som helst og jeg skramlede rundt for at pakke en æske rosiner i lommen og finde mug’en frem uden at vække Jonna. Udenfor, hvor ånden blev til skyer og hvor kulden sneg sig ind under mine lag, mødtes jeg med resten af friluftholdet og vi satte os ind i den gamle blå bus.
Vi skulle ud til en plantage et stykke væk for at høre kronhjortene brøle. Aftenen forinden havde Uffe læst godnathistorie for os om hvordan kronhjorten brøler efter hunnerne når han er i brunst. Det sidste stykke skulle vi gå, så bussen ikke skræmte hjortene væk, og vi begav os musestille, på en lang række af sted langs plantagen rækker af træer.

Så lød det første brøl og i en lysning sprang tre hjorte af sted. Der gik en sitren gennem gruppen og vi blev alle en tak mere stille i håb om at se mere. Og så gik det løs med brøl. Store, dybe, kæmpe, nærmest sørgmodige brøl lød gennem plantagen. Lidt inde, i ly af nogle store grantræer stod en hun og kiggede tilbage på os. Hun blev stående længe og vi blev stående og stirrede tilbage og lyttede til brølene fra den hjort, der sikkert ventede på hende et sted. Vi listede ud i udkanten af plantagen og satte os ned i det dugvåde græs med udsigt over den åbne hede, hvor der skulle være særligt kronhjorte-godt. Vi hørte masser af brøl, men vi så ikke andet end millioner af spindelvæv i græsset, highlighted af den sølvhvide morgendug, den lave tåge smyge sig i bløde bølger og solens forsigtige stråler snige sig frem. Det var til gengæld usansynligt smukt og da vi gik videre blev solen stærkere og stærkere og farvede hedelyngen gylden og himlen blå i takt med at mosekonens bryg kravlede bort langs jorden og dansende blev til ingenting.

Det sidste brøl havde lydt, og vi krydsede det åbne land, hvor solen efterhånden fik så megen magt, at de mange lag tøj blev skrællet af et efter et. Vi besteg en bakke og Uffe fortalte om ægte bakker og om hvordan de blev dannet i istiden.
Tilbage ved bussen fandt vi morgenmaden frem og jeg nød min ymer med müsli, mens et efternølerbrøl lød og solen tegnede fregner på min næse inden vi satte os ind og kørte hjem til højskolen igen.

Overnatningsklatretur i Nordskoven

På Friluftlivs Linien kan vi bare ikke få nok af at overnatte i det fri. Mig og Jette nåede dårlig nok at pakke ud fra weekendens kajakoplevelser før vi drog af sted til en lille overnatningsplads i Nordskoven. Denne gang med træklatring som tema.

Forinden havde vi øvet os i at klatre inde i fordragssalen med klatreseler og sådan nogen dimser jeg ikke kan huske, hvad hedder, men som man spænder på klatrerebene, så man ligesom kan sparke sig opad. Nu stod den på klatring i bøgetræer. De virkelig høje af slagsen. Jeg har prøvet det før på møn sammen med idrætsholdet med seminariet, men denne gang var det altså nogle VIRKELIG høje træer. Det første træ jeg var oppe i havde ikke så mange grene forneden, så der havde vi en rebstige til hjælpe. Juste, der kommer fra Litauen og hvis danske er begrænset til ’Hva’ så, Hanne’, var min sikrer og hun stod på jorden med den anden ende af min klatreline (og mit liv…sådan føltes det i hvert fald) spændt til sin egen klatresele. Det er sjovt, som man kan blive helt pjevset når man bliver udfordret på svage områder. Højder har aldrig været min stærke side og halvvejs oppe var jeg lige ved at give op. Mine lårmuskler var helt slatne og jeg var hyllet nok ud af den til at klynke til Juste på dansk. Men jeg nåede op og var mægtig stolt. Og min bagbrækkede hånd var også stolt af sig selv.

Efter at have sundet mig med et stykke kage blev jeg alligevel fristet til at prøve kræfter med et træ mere. Denne gang et endnu højere og endnu sværere træ. Anne og Natali sikrede mig og var fremragende guider, der lovede mig et lakridsbolsje hvis jeg klarede det. Forinden havde jeg både hørt Natali gå i panik over at sidde fast med sin sko deroppe og Anne blive helt stille af udfordringens angst, så at jeg overhovedet begav mig af sted var lidt af en bedrift. Et sted der oppe af skulle man klamre sig til stammen og møve sig om på den modsatte side og et andet sted skulle man hæve sig højere op i armene end jeg troede var muligt. Nøj, hvor var jeg vildt stolt, da jeg sad deroppe i toppen. Og jeg kunne se helt til Litauen forsikrede jeg Juste om.

Tilbage på jorden var nogen begyndt at lave mad og vi fandt vores spisegrej frem. Dagen var gået enormt hurtigt, med vandretur og slagline (Sådan et rem man spænder mellem to træer og går på line på. Jeg nåede at blive ok til at gå, men kun så længe jeg havde Linn og Michala som sikkerhedsnet og ikke så god som Jesper, der nærmest nåede at kunne lave tricks på den) som mellemrumsaktiviteter når man ventede på at det blev ens tur til at klatre i træerne.

Aftenen stod på snobrødsbagning og bålgloning. Jeg havde lånt Jonnas liggeunderlag og frøs kun lidt i den lavu vi havde sat op med hjemmesnittede pløkker. Jeg fejrede min fødselsdag om onsdagen og om morgenen vågnede jeg til fødselsdagssang og flag og rosiner på havregrøden. Det var hyggeligt. Tog et par ture på slaglinen inden vi smed oppakningen på ryggen igen og begav os tilbage til skolen efter en god udfordrende tur.

Kajaktur i Silkeborgsøerne

Weekenden efter norgesturen var det forlænget weekend og de fleste elever rejste hjem. Jeg synes der var for langt hjem og jeg lærte at selvom man kommer fra Jylland kan man godt have ligeså langt hjem; Jette kommer fra Sønderborg og orkede heller ikke den lange rejse. Vi tog i stedet på en weekend tur i kajakkerne.

Efter at have sunget fødselsdags sang for Sandra og spist pandekager pakkede vi kajakkerne med telt og trangia og satte ud fra højskolens lillebitte strand. Vi beskyldte Jesper for vejret og indfandt os med, at vi nok bare skulle regne med at være gennemblødte gennem hele turen.

Kajakkerne var noget tungere at sejle med al oppakningen, men vi nåede alligevel hurtigt gennem den første sø og ned til slusen. Det kostede dog klejner og vi bar i stedet kajakkerne, der var betydeligt tungere på land end i vand, over den trafikerede vej, mens vi følte os meget smukke i vores våddragter og kajakskørter. Det var en meget hyggelig tur i den lille kanal (Gudenåen) langs de riges villaer og det gjorde kun de grønne farver på træerne endnu smukkere, at det regnede med store tunge våde dråber.

Da vi kom ud på Brassø kom solen frem og vi var lige ved at tro det skulle blive godt vejr, men så blæste det op og himlen blev sort igen. Endnu værre blev til da vi kom ud på den mere åbne Borre Sø vi roede ind i ’Paradiset’. Det skulle være det smukkeste smukke område og var et af højdepunkterne på vores tur, men bølgerne var simpelthen så store, at vi ikke ture sejle helt derind. Ikke særlig paradisagtigt. Selvom et par enkelte huller i skydækket lod striber af sol afsløre Paradisøernes guddommelighed.

Efter den udfordrende krydsning, af ’porten til paradis’ lagde vi til ved en lille primitiv overnatningsplads. Et rigtig hyggeligt, idyllisk sted med flot udsigt til søen på den ene side og smu bøgeskov til den anden.Vi havde oprindeligt tænkt os at nå en del længere på den første dag, men norgesturens vejroplevelser havde lært os at holde i tide. Vi skiftede, rystende af kulde, til varmt og tørt tøj og slog teltet op i ly af et stort træ. Og så brød solen frem. Sådan skal det jo være. Men det våde rotøj kom på at hænge til tørre og vi tog vandreskoene på og gik på opdagelse i skoven.

Tilbage i teltet fandt vi hyggekiks og Ipoden frem. I køkkenet havde vi bedt om noget pasta og ris til at supplere de indkøb vi havde tænkt os at proviantere med, men køkkenchefen var i hopla og pakkede en hel kasse til os med mad til en hel hær. Grønsager og brød og kage og kød og kakao og krydderier til et helt festmåltid. Det var virkelig sødt af hende. Vi gik i gang med at hakke gulerødder, løg, chili og æbler til en alternativ form kødsovs tilberedt i mørke og vi hyggede os med at kokkerere og smovse.

Mit liggeunderlag punkterede da jeg satte mig på det og nattesøvnen blev afbrud af oppustningsseancer og en enkelt gang af et dyr der kom for at spise vores rester. Men ellers sov vi godt og da vi vågnede var det pragtfuldt vejr, med sol og ingen bølger. Ved ikke om det var havregrødens skyld, men mens den kogte ombestemte vejret sig alligevel og dagens tur blev igen kortet betydeligt ned. Vi nåede til Stigballe Vig i Julsø, hvor vi gik i land og besøgte Louise og Sandra, der var taget på FDF-lejr på friluftcentret ’Sletten’. Vi ville bestige Himmelbjerget som vi havde haft udsigt til fra søsiden, men bjerget var som sunket i jorden da vi kom på land og vores kort var blevet gennemblødt, så vi ikke kunne bruge det til hjælp.

Vi spiste vores madpakke (bananmad med nødde/daddelpålæg) i skoven inden vi fandt tilbage til kajakkerne og vendte snuden tilbage gennem Julsø. Troede virkelig ikke det kunne blæse mere, men det gjorde det og bølgerne skvulpede ind over kajakkerne, så vi til tider havde vand til op om livet. Da vi nåede i læ tøjrede vi kajakkerne til en privat bådebro og pustede ud inden vi talte til tre og kastede os ud i en omgang mere. Vi slog lejr i selskab med en flok ænder og gentog spaghetti med kødsovssucceen fra dagen før inden vi satte musik på krøb i poserne.

Søndagen bød på smukt vejr for en gangs skyld. (Men det var jo også min fødselsdag og jeg havde bestemt været artig) Det tog bare en times tid at sejle hjem og vi nåede det til frokost tid. Godt møre efter en rigtig dejlig tur.

Svampejagt

I friluftliv har vi to lærere. Rasmus og Uffe. Vi er virkelig mange på holdet, så for det meste er vi delt og laver de ting vi skal i gennem på skift. Gad vide om vi ville nå meget mere hvis vi kun var halvdelen. I hvert fald er der mange dage hvor vi ’bare’ er ude at vandre med Uffe, mens den anden halvdel laver det vi egentlig har forløb i.

En dag var vi ude at samle svampe. Der ligger en lille lejrplads oppe i nordskoven ikke så langt herfra. Vi cyklede derop og tog så ud for at jage svampe, som Uffe kaldte det. Han er totalt træ-nørd og har en PhD i noget grantræsfis i Guatemala. Han påstår selv, at han ikke ved ret meget om svampe, men alligevel fortæller han en masse ting om dem.
Denne dag gik vi efter en eller anden brun rørhat, kantareller og Karl Johan, der også er en brun rørhat. Uffe fortalte om hvordan man kender forskel på forskellige svampe. Blandt andet en eller anden hvid en med en ring, som jeg heller ikke kan huske hvad hedder, men som ligner den ret så giftige hvide fluesvamp…forskellen er duften af kartoffel. Så kan man selv vælge om man tør løbe an på det når man samler til sin stuvning.

Jeg fandt en masse flotte svampe. Især forskellige skørhatte i forskellige farver. Når man knækker deres stok smulrer den lidt ligesom fetaost. Det er en lamelsvamp og efter Uffes udsagn en kedelig svamp. Jeg synes det var den flotteste. Især den gule. Jeg fandt også koralsvampe og fluesvampe og løgbruskhatte, som jeg lavede en lille udstilling af på en træstamme. De brune rørhatte var dem vi primært gik efter. De bliver blå på rørene når man røre ved dem. Man kan godt spise rørene, men de har (igen efter Uffes udsagn) en kedelig konsistens og man fjerner dem derfor, så der kun er det champignon-agtige tilbage. Vi lavede en stuvning af alle de spiselige svampe vi fandt og spiste det på brød. Overraskende godt, men det bliver nok aldrig min livret. Det er lidt for champignonsagtigt. Men kantarellerne og nogle af de andre var ret gode.

På vores tur talte vi også om forskellige nåletræer. Tror aldrig Uffenørden kan få nok af træer. Jeg synes det er spændende. Vi samlede grankogler og bestemte træarten ud fra dem. Fx ligner Douglasgran og Rødgran ret meget hinanden, men man kan tydelig se forskel på deres kogler. De to træer bliver tit plantet sammen fordi de kan ’hjælpe’ hinanden. Douglas er svag og vælter let i de første leveår men stabiliseres af rødgranens tilstedeværelse. Til gengæld er rødgranen svagere når dem bliver ældre, men da har douglasen nået at vokse sig stærk.

Frilufttur til NORGE

Nu er det allerede en uge siden friluftsholdet kom hjem fra Norge. Det er godt nok gået hurtigt. Vi startede om fredagen, med at pakke alle de fælles ting vi skulle bruge på turen, som økser og spader og selvfølgelig kajakkerne og kajakudstyret. Det hele skulle læsses på trailere og i de 5 minibusser vi skulle af sted i.

Hele holdet var delt i 2 grupper som på skift skulle sejle i kajak i skærgården og vandre i fjeldet. Min gruppe skulle starte i kajakkerne. Vi var desuden delt i trangiagrupper af tre personer. Jeg var sammen med Christina og Annamay. Hver gruppe fik en stor blå tønde og i spisestuen pakkede vi den med proviant til turen. Der var simpelthen SÅ meget mad. Det ville aldrig kunne lade sig gøre at tage af sted på vandretur alene med så meget mad at slæbe på. Men det var også noget ret luksusagtigt mad, med tranebærsovs og alle mulige grønsager.

Tønderne blev pakket så det vi skulle have med i kajakkerne lå øverst og det til vandreturen ku så blive liggende i busserne og vente på os til vi kom tilbage og pakkede om til vandreturen. Det var heldigt det fungerede sådan, for jeg havde min våddragt og svømmevest med, og det havde været alt for tungt at bære på.

Vi kørte søndag kl. 9.30 og tog færgen fra Hirtshals. Da vi kom til Mandal sent om eftermiddagen, lage vi kajakkerne ned på stranden og pakkede alle vores ting i lugerne og så af sted. Det var det allermest fantastiske vejr overhovedet. Vandet var spejlblankt og himlen helt blå. Vi roede bare en kort tur rundt om lille ø og ind i en bugt af en art inden vi satte kursen med den ø vi skulle sove på. Her slog vi lavoer op. Det er sådan en slags moderne tippi, hvor man kan ligge mange personer i og hvor man kan tænde bål i midten. Vi lavede dog bål på stranden i stedet for, og sad der og sludrede. Vi havde LærerRasmus og SiriusSøren med og så tog unge gutter, Martin og Nikolaj fra Bø universitet med som hjælpere. De er godt nok de mest nørdede friluftlivere jeg har mødt.

Mandag morgen havde min gruppe problemer med trangiaen, så vi fik spist ret sent og i hast og måtte skynde os i kajaktøjet. Det var blæst lidt op, men det var stadig dejligt vejr. Vi skiftedes til at føre and og skulle navigere ud fra søkort. Det var faktisk ret svært, for nøj hvor de småøer bare ligner hinanden alle sammen. Især når man er lidt ude på åbenvand, er det svært. Men vi kiggede efter forskellige bøjer og fyrtårn og andre kendetegn og kom frem til den ø vi havde sat kurs efter. Det var en lidt større ø, og efter at have været i land og spise frokost tog halvdelen af os på en lidt længere tur rundt om øen. Det var en fantastisk tur. Først mødte vi en nysgerrig sæl, der stak hovedet op og fulgte efter os. Fik et billede af den, men det var ret svært, for den smuttede hele tiden under.

Det var lettere at navigere på da vi skulle rundt om denne ø, for der kunne man hele tiden holde øje med små vige og bugter, der fint matchede kortet. Da vi kom om til østsiden af øen var der ikke længere læ, fordi vi på en måde var på ’ydersiden’ af skærgården. Det var sjovt at prøve at ro i havet og det var en rigtig flot tur. På sydsiden kom vi i læ af nogle småøer og vi lavede en flåde hvor vi holdt pause med nødder og rosiner. Jeg fik lov at prøve SiriusSørens pagaj. Den er af træ og helt vild fed. Jeg synes dog den var for tung. Vi endte tilbage på en mindre ø hvor vi mødtes med resten af gruppen og slog lejr.

Vi lavede mad i trangiagrupperne og mig og Christina og Annamay fik lavet en lækker chili con carne. Det er rigtig hyggeligt at lave mad på den måde. Bagefter satte vi vand over til kakao og der blev tændt lejrbål. Det var hyggeligt og mig og et par andre fandt noget enebærtræ at snitte i. Jeg gik i gang med at snitte en minipagaj mens jeg talte med Martin om den friluftuddannelse han er ved at tage i Bø. I Norge tager man friluftliv noget mere alvorligt end i Dk. LærerRasmus har også en gang gået på Bø, men ’kun’ et år på en slags højskole. Jeg skal lige have hørt ham nærmere om hvad det gik ud på. Martin fortalte en masse spændende og jeg kan ikke lade være med at blive lidt tændt på det. Han foreslog mig at jeg jo kunne starte på bachelordelen deroppe men nøjes med at tage det første år, hvor de mest spændende friluftture foregår. Det vil jeg lige tænke lidt over. Talte også med SiriusSøren om den friluftvejlederuddannelse på KU som jeg tidligere har haft kig på. Den har han taget og jeg kender også et par stykker fra seminariet, der har taget den fordi man kan bygge den ovenpå sin læreruddannelse. Det må jeg lige have snakket med LærerRasmus og studievejledningen om.

Da vi vågnede næste dag var det blæst voldsomt op og vi endte med at måtte blive på øen. Et par stykker ad gangen var vi ude at prøve kræfter med bølgerne, men da der var nogen der havde svært ved det besluttede vi at holde overligger dag. Så lavede vi mål og bagte snobrød og drak te. Det var lidt underligt at være strandet der. Og ærgerligt at vi ikke fik sejlet.

Sidste dag i kajakkerne var kort. Vi skulle bare lige ro ind til fastlandet. Her pakkede vi ud og læssede over i busserne og kajakkerne. Så kørte vi et lille stykke og mødtes med den anden gruppe, der var kommet ned fra fjeldet. De havde haft det koldt. Jeg lånte min våddragt til Michala, der ikke havde nok tøj med til at risikere at kæntre og skiftede selv vandreskoene ud med –støvlerne. Så af sted op i fjeldet. Vi kørte længe og jeg fik lidt kvalme af alle bjergsvingene. På toppen ventede Paulius, der skulle vandre to gange i stedet for at sejle kajak. Han havde spist sin gruppes mad mens han ventede. Så måtte vi andre dele. Hmmm.

Vi vandrede af sted i et par timer gennem det smukkeste landskab jeg har set. Tænk at der er så smukt så tæt på DK. Fjeldet var helt orangebrunt af fjeldplanterne. Nu må LærerUffe ikke blive skuffet over at jeg ikke kan huske alle navnene på planterne. Men i hvert fald var der græs og spaunum og blåbær og multebær og mosebøllebær og tyttebær og englyng og jaja…en hel masse. Meget smukt. Og så underligt flade søer. Vi drak af små bække og slog lejr tæt på en stor sø lige neden for at stort bjerg. Den anden gruppe havde ret, der var bidende koldt.

Næste morgen tog vi af sted med kurs mod toppen af bjerget. Mig og Peter førte an med kort og kompas. Det var stejlt at gå op og Peter havde fart på. Jeg kunne slet ikke følge med. Prøvede alligevel, hvilket sammen med den stejle stigning resulterede i, at jeg fik åndenød og kvalme og var lige ved at kaste op. Vi nåede dog toppen og var meget stolte. Jeg måtte holde på min kasket for at den ikke skulle blæse af. Var rigtig glad for mine vanter, selvom de var næsten helt gennemblødte af at kravle på alle fire i det våde bunddække de steder det var stejlest.

Jeg synes det var en hård vandredag. Vi krydsede flere toppe inden vi nåede til en hytte hvor vi kunne tage et hvil og spise frokost. Mine ben var helt smadrede (tror jeg skal have et par gode indlægssåler til støvlerne) og det slog mig lidt ud, så jeg havde svært ved at nyde resten af turen. Øv. Men det var fortsat smugt. Da vi nåede frem skyndte vi os at slå teltet op og mig og Annamay lagde os direkte ind på langs og slappede af. Christina tog en svømmetur i en nærliggende sø. Friskt.

Sidste vandredag førte os over det sidste lille bjerg og ned til busserne. LærerUffe barberede sig til alles morskab. Hihi. Så er han alligevel lidt forfængelig, den vildmand. Og så gik turen ellers mod færgen og hjemad. Var meget træt og endnu mere træt da vi nåede frem. Lugtede heller ikke så godt efter en uge uden bad, men folk kom alligevel og gav kram og ønskede os velkommen hjem. De havde haft en stille og tom uge derhjemme uden alle frilufterne.

lidt mere om valgfagene

Jeg har kun nået at have valgfagene en eller to gange, så der er ikke så meget at fortælle endnu.

Jazz
Jazz er superfedt. Vi er et ret stort hold, så det er lige før vi ku være en bigband, men læreren er supersej, så det bliver ret godt. Vi spiller Summer Time og sidste fredag var der talentshow hvor vi spillede den. Jeg spillede en fed solo og nød at fyre den af. I torsdags havde øvede vi improvisationsteknik og jeg spillede en af de fedeste soloer jeg nogen sinde har spillet. Hvor har jeg dog savnet at spille. Det er så dejligt at komme i gang igen. Hvis jeg får tid i aften (tvivler), vil jeg gå ned i musik og øve. Vi har to rigtig gode musiklokaler med de bedste faciliteter og med et lydstudie i mellem de to.
...hov nu kom Jakob lige og spurgte om jeg vil spille en solo til et nummer han har skrevet. fedt.

NZ
Har kun haft New Zealand en gang, men det var rigtig godt og jeg er helt tændt. Friluftlærer Rasmus fortalte om hvad holdet sidste år lavede og om hvordan vores flybilletter fungerer. Det er en stopoverbillet, der fungerer sådan vi flyver fra New Zealand til Australien og videre derfra til Singapore eller eventuelt Bangkok eller Hongkong afhængig af hvor man vil rejse. Så kan man selv fastsætte datoerne, så man kan rejse videre fra de destinationer. Jeg kunne godt tænke mig bare at give mig god tid i New Zealand og Australien, men ellers ved jeg ikke hvad jeg vil. Men jeg er helt tændt og forleden dag var jeg en tur på biblio og låne rejsebøger. Det bliver godt.

Litteratur --> Økologi
Jeg er hoppet fra litteratur over til Økologi. Litteratur var simpelthen SÅ kedeligt og jeg sad bare med en følelse af at mit højskoleophold ikke skal bruges på noget jeg har gjort de sidste fire år på seminariet. Har meget mere lyst til at lave noget praktisk end at sidde med alt det boglige og tænkefag.
Har så nået at være med til økologi en gang vi så en dokumentar om parabeners påvirkning af fostret og så fik jeg lige kigget mine toiletsager igennem. Glæder mig til at se hvad det ellers kommer til at handle om.

Friluftliv

Vi startede faget op med en tur i Nordskoven for at samle svampe. Vi fandt en præstepik og en rød en, jeg ikke kan huske hvad hed, men som var giftig og som smagte af chili. Man skal lige huske at spytte ud igen.

Vi har fået en friluftlogbog, til at notere de svampe vi finder og andre gode ting. Jeg fik ikke lige noteret den giftige svamp, men det kan jeg vel nå endnu.

Vi er et kæmpe frilufthold. faktisk næsten halvdelen af skolens elever, så vi har tre lærere. Uffe er svampeekspert og går meget op i træer, som han har skrevet speciale. Til efteråret skal han starte noget forskning af en art om træer.

Vi er startet på et kajakforløb som skal ende ud med at vi bliver frigivet roere. Vi skal nå at blive gode nok til vi skal af sted til Norge om en uge.
Jeg er også på kajakvalgfag, så jeg får rigeligt med kajak. Første gang var vi ude ved Almind sø at lave kæntringsøvelser med friluftlærer Søren. Det var skægt og jeg kunne kende øvelserne fra da mig og Magnild var på weekendkursus i kajak lige da vi havde købt vores. Næste dag dag var det virkelig dårligt vejr og det blæste 13 sekundmeter. Vi skulle ud at øve makkerredninger og roteknik. Vi roede med strømmen og det var mega hårdt at komme hjem igen. Det hadede min brækkede hånd mig for om aftenen. Dagen efter var vi ude igen og vinden havde ikke lagt sig. Det var en kamp at ro og vi havnede i sivene. Der gik heller ikke længe før jeg fik brug redningsøvelserne, da Peter kæntrede. Vi skulle egentlig have været ovre ved den anden bred, men Peter kæntrede igen og det tog et godt stykke tid at få ham op, så vi roede bare hjem bagefter. Alligevel var det en megafed oplevelse og jeg nød turen rigtig meget.

Om fredagen havde vi ikke så meget tid, så den gik med at tale om Norgeturen og om beklædning. Jeg har ikke helt alle de ting jeg får brug for, så jeg har været i Silkeborg et par gange og må også af sted en gang i løbet af ugen, fordi jeg ikke fik det hele. Jeg er blevet nødt til at købe nye friluftbukser fordi jeg har taget på så jeg ikke kan passe de gamle mere. Det er lidt irriterende, for sådan nogen er mega dyre.
Vi skal køre til Mandal søndag morgen og på et tidspunkt skal gruppen splittes, så den ene halvdel starter med at sejle kajak i skærgården og den anden gruppe skal vandre i fjeldet. Et sted mødes de to grupper og bytter over. Glæder mig.

Blåbær

Så blev det weekend igen. og den er næsten forbi. Tiden går lynhurtigt.
I går cyklede vi en tur ud i Nordskoven for at plukke blåbær. Da vi var derude med friluftholdet så jeg slet ikke buskene, men nu var de bare overalt og jeg fik plukket en stor pose. Tænk, at de er så dyre, når man køber dem i supermarkedet og så kan vi bare lige gå over i skoven.

Da vi kom hjem bagte vi en kæmpe portion blåbærmuffins, så der var nok til hele skolen. Jeg spiste tre og fik ondt i maven. Der blev lavet smoothies og blåbærpandekager og til morgenmad i dag fik jeg blåbær på min ymer og jeg har stadig en stor skål stående oppe på værelset.

Ellers er weekenden gået med at slappe af. Det trænger man til efter en uge fuld af kajak og vandring og sang og spil.

Der var fest i fredags og jeg kom alt for sent i seng. I går måtte jeg forlade et spil RISK fordi jeg følte mig lidt klattet. synes der trænger sig en lille forkølelse på, men jeg håber jeg kan snuppe den i opløbet med ingefærte.
I går formiddags cyklede jeg en tur til byen for at købe ingefær og honning, fordi folk var begyndt at blive syge og jeg gad ikke blive smittet og være syg når vi skal til Norge.

I dag var jeg alligevel lidt klattet, men ingefæren har hjulpet på den stoppede næse og jeg har været ude at løbe en dejlig tur rundt om søen. Nu står den på afslapning og måske når jeg en lille lur.

Fag

De fleste havde, som jeg, valgt liniefag hjemmefra. Liniefaget er ens hovedfag og det fag man kommer til at bruge mest tid på. Jeg skal have friluftliv.

I går skulle vi vælge fællesfag, der er et fag man har to gange om ugen i halvdelen af semestret. Når vi er halvvejs igennem skal vi vælge et nyt fag at have resten af tiden. Jeg har valgt litteratur i første periode. De andre fag var blandt andet pædagogik og det gider jeg ikke mere af.

I dag har vi valgt valgfag og det var straks værre og noget af et puslespil.
Når man har meldt sig til New Zealandturen, er der nogle af valgfagene, der er obligatoriske. Jeg skal have et fag der, sjovt nok, hedder New Zealand og så skal jeg have kajak. Det med kajakfaget var jeg ikke forberedt på og selvom der er mulighed for at vælge mellem fire forskellige tidspunkter at have det på, kom det i vejen for nogle andre fag jeg havde ønsket mig. Så var der også lige noget med at tænke taktisk i forhold til andenprioritering, hvis man nu ikke skulle få det første ønske opfyldt.

Det er endt med, at jeg har ønsket digital foto, kajak (med håb om at hoppe på skriveværksted det bliver for koldt til at være på vandet), New Zealand, jazz og kor. Så må vi se hvad det bliver til.

Desværre ligger flere af de fag, jeg gerne ville have, samtidig med andre fag jeg gerne ville have, så jeg nu har jeg slet ikke fået plads til at ønske nogen kunstfag. Håber der bliver nogle små weekendkurser, så jeg kan lave noget tegning og maling og keramik. Der er og et glasværksted, jeg håber at få prøvet.

De første indtryk

Her er så mange mennesker at jeg slet ikke kan finde rundt i det, men det kommer sikkert lynhurtigt. Jeg tager mig selv i at lade mig glide lidt i baggrunden fordi jeg tænker der bliver masser af tid til at lære folk at kende og ingen kan alligevel huske hinanden lige nu.
Farligt måske.

På den anden side kan jeg også mærke at jeg er meget mere afslappet end jeg ellers har været når jeg har startet noget nyt. Er ikke nervøs, men bare spændt og hygger mig meget godt. Jeg er ikke frisk på den der sjove måde jeg var med irangruppen. Det synes jeg er lidt svært når der er så mange mennesker. Håber der kommer lidt af det frem snart, men det er indtil videre en hel anden type mennesker her, så jeg skal vel lige finde ud af hvordan og hvorledes.

Min værelseskammerat hedder Jonna og er 23 ligesom mig. Hun havde også spekuleret lidt over det med aldersfordelingen her. Jeg tror de sætter en sammen med en på samme alder med vilje. Hun virker rigtig sød.

Vi var kun to der kom med toget. Ida fra Norge var den anden og vi blev hentet i en kæmpe bus. Hun havde kun en lille fjällräven og en anden lille taske med, så jeg lagde ud med at føle mig helt dum med min overdimensionerede bagage. Alligevel er jeg allerede kommet i tanke om en masse ting jeg har glemt at tage med.

Vi er blevet delt i nogle arbejdsgrupper og indtil videre er det dem vi har været sammen med til de aktiviteter vi har lavet.