På Friluftlivs Linien kan vi bare ikke få nok af at overnatte i det fri. Mig og Jette nåede dårlig nok at pakke ud fra weekendens kajakoplevelser før vi drog af sted til en lille overnatningsplads i Nordskoven. Denne gang med træklatring som tema.
Forinden havde vi øvet os i at klatre inde i fordragssalen med klatreseler og sådan nogen dimser jeg ikke kan huske, hvad hedder, men som man spænder på klatrerebene, så man ligesom kan sparke sig opad. Nu stod den på klatring i bøgetræer. De virkelig høje af slagsen. Jeg har prøvet det før på møn sammen med idrætsholdet med seminariet, men denne gang var det altså nogle VIRKELIG høje træer. Det første træ jeg var oppe i havde ikke så mange grene forneden, så der havde vi en rebstige til hjælpe. Juste, der kommer fra Litauen og hvis danske er begrænset til ’Hva’ så, Hanne’, var min sikrer og hun stod på jorden med den anden ende af min klatreline (og mit liv…sådan føltes det i hvert fald) spændt til sin egen klatresele. Det er sjovt, som man kan blive helt pjevset når man bliver udfordret på svage områder. Højder har aldrig været min stærke side og halvvejs oppe var jeg lige ved at give op. Mine lårmuskler var helt slatne og jeg var hyllet nok ud af den til at klynke til Juste på dansk. Men jeg nåede op og var mægtig stolt. Og min bagbrækkede hånd var også stolt af sig selv.
Efter at have sundet mig med et stykke kage blev jeg alligevel fristet til at prøve kræfter med et træ mere. Denne gang et endnu højere og endnu sværere træ. Anne og Natali sikrede mig og var fremragende guider, der lovede mig et lakridsbolsje hvis jeg klarede det. Forinden havde jeg både hørt Natali gå i panik over at sidde fast med sin sko deroppe og Anne blive helt stille af udfordringens angst, så at jeg overhovedet begav mig af sted var lidt af en bedrift. Et sted der oppe af skulle man klamre sig til stammen og møve sig om på den modsatte side og et andet sted skulle man hæve sig højere op i armene end jeg troede var muligt. Nøj, hvor var jeg vildt stolt, da jeg sad deroppe i toppen. Og jeg kunne se helt til Litauen forsikrede jeg Juste om.
Tilbage på jorden var nogen begyndt at lave mad og vi fandt vores spisegrej frem. Dagen var gået enormt hurtigt, med vandretur og slagline (Sådan et rem man spænder mellem to træer og går på line på. Jeg nåede at blive ok til at gå, men kun så længe jeg havde Linn og Michala som sikkerhedsnet og ikke så god som Jesper, der nærmest nåede at kunne lave tricks på den) som mellemrumsaktiviteter når man ventede på at det blev ens tur til at klatre i træerne.
Aftenen stod på snobrødsbagning og bålgloning. Jeg havde lånt Jonnas liggeunderlag og frøs kun lidt i den lavu vi havde sat op med hjemmesnittede pløkker. Jeg fejrede min fødselsdag om onsdagen og om morgenen vågnede jeg til fødselsdagssang og flag og rosiner på havregrøden. Det var hyggeligt. Tog et par ture på slaglinen inden vi smed oppakningen på ryggen igen og begav os tilbage til skolen efter en god udfordrende tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar