En morgen stod jeg tidligt, tidligt op og tog alt det tøj på jeg overhovedet kunne få hevet lag på lag. Det var alt for mørkt endnu til at se noget som helst og jeg skramlede rundt for at pakke en æske rosiner i lommen og finde mug’en frem uden at vække Jonna. Udenfor, hvor ånden blev til skyer og hvor kulden sneg sig ind under mine lag, mødtes jeg med resten af friluftholdet og vi satte os ind i den gamle blå bus.
Vi skulle ud til en plantage et stykke væk for at høre kronhjortene brøle. Aftenen forinden havde Uffe læst godnathistorie for os om hvordan kronhjorten brøler efter hunnerne når han er i brunst. Det sidste stykke skulle vi gå, så bussen ikke skræmte hjortene væk, og vi begav os musestille, på en lang række af sted langs plantagen rækker af træer.
Så lød det første brøl og i en lysning sprang tre hjorte af sted. Der gik en sitren gennem gruppen og vi blev alle en tak mere stille i håb om at se mere. Og så gik det løs med brøl. Store, dybe, kæmpe, nærmest sørgmodige brøl lød gennem plantagen. Lidt inde, i ly af nogle store grantræer stod en hun og kiggede tilbage på os. Hun blev stående længe og vi blev stående og stirrede tilbage og lyttede til brølene fra den hjort, der sikkert ventede på hende et sted. Vi listede ud i udkanten af plantagen og satte os ned i det dugvåde græs med udsigt over den åbne hede, hvor der skulle være særligt kronhjorte-godt. Vi hørte masser af brøl, men vi så ikke andet end millioner af spindelvæv i græsset, highlighted af den sølvhvide morgendug, den lave tåge smyge sig i bløde bølger og solens forsigtige stråler snige sig frem. Det var til gengæld usansynligt smukt og da vi gik videre blev solen stærkere og stærkere og farvede hedelyngen gylden og himlen blå i takt med at mosekonens bryg kravlede bort langs jorden og dansende blev til ingenting.
Det sidste brøl havde lydt, og vi krydsede det åbne land, hvor solen efterhånden fik så megen magt, at de mange lag tøj blev skrællet af et efter et. Vi besteg en bakke og Uffe fortalte om ægte bakker og om hvordan de blev dannet i istiden.
Tilbage ved bussen fandt vi morgenmaden frem og jeg nød min ymer med müsli, mens et efternølerbrøl lød og solen tegnede fregner på min næse inden vi satte os ind og kørte hjem til højskolen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar