Lige nu sidder jeg alene i en skov. Klokken er 20.02 og det er bælgravende mørkt. Jeg er på tur med friluftliv, men er alligevel helt uden dem, for vi er på aleneovernatningstur og da vi kom til Brillesø skiltes vi og sejlede i hver vores retning for at længe til forskellige steder. Jeg gik i land med Nina og et lille stykke inde i skoven gik hver til sit ud for at finde et godt sted at slå lejr.
I det fjerne kan jeg høre bilerne køre på vejen, men det er meget langt væk så bortset fra skovens lyde er det kun nattens stilhed jeg kan høre...og så en ensom due derinde i mørket...eller hvad det er.
Efter frokost i dag mødtes vi og pakkede til turen. Vi tog af sted i kanoer fra skolens lille strand og padlede op gennem Silkeborg Langsø.
Mig og Nina lagde os hurtigt i spidsen sammen med drengene. Efter de to broer og for enden af søen løber åen hyggeligt langs baghaver med vand langt op på græsplænen. Åen er ret smal på det stykke og jeg måtte gøre mig umage for ikke at gøre Rasmus' kanopadlingsundervisning til skamme. Den smalle å førte os ud på Ørnsø, som vi krydsede. På den modsatte bred hev vi kanoerne i land og trillede dem over vejen og et stykke videre over til Almind sø (som vi badede i en af introdagene). Tæt på badebroen er en lille odderpassage under vejen, som vi sejlede ind i gennem for at komme ud på den anden side. Et sted blev vandet så lavt at vi måtte op og ud at skubbe inden vi kunne sejle videre på Vejlsø og Brassø som mig og Jette kunne genkende fra vores weekendtur.
Endelig nåede vi til Brille Sø og det var allederede begyndt at blive tusmørke og jeg var begyndt at blive lidt kold. (Uh, der var noget der knagede inde i skoven). Vi skiltes og mig og Nina fandt et godt sted at lægge til. Jeg har virkelig glædet mig til den her tur og været rigtig spændt på at skulle overnatte alene og da vi padlede ind til bredden boblede jeg næsten over af spænding (nu var der en lyd mere...gad vide hvad det var...eller måske vil jeg ikke vide det). Vi hev kanoen i land og gik i hver vores retning. Og nu sidder jeg her…i mørket.
Jeg nåede at sætte bivuak op før det blev mørkt og at pakke liggeunderlag og trangia ud. Det blev helt mørkt mens jeg lavede kartoffelmos og den nåede at blive kold mens jeg lavede grønsagssovs. Nu er det hele koldt men jeg har varmen for jeg har lånt Jonnas alpacatrøje. Jeg er egentlig ret stolt over bivuakken som er blevet ret fin og over at jeg tør sidde her alene i mørket. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive siddende før tankerne spinder alt muligt irrationelt gøgl op der gør mig for bange til at blive (en hund gør i det fjerne og en eller anden ukendt brummelyd lyder tæt på) oppe. Jeg har kakao med og egentlig havde jeg lovet (var det en fugl?) mig selv at jeg skulle have mod nok til at blive oppe til at lave mig en kop, og jeg tror egentlig også godt jeg ville turde blive oppe så længe, men jeg ved også at kakao vil betyde at jeg skal op at tisse i nat. Det gider jeg ikke. Om lidt vil jeg pakke sammen og så vil jeg sidde et øjeblik og bare lytte til lydene og (nu kravler der en Bille på mig og en skovsnegl er på vej for at spise mine rester.) nyde den her særlige, sjældne oplevelse som det jo egentlig er. Måske laver jeg mig en kop kakao alligevel.
Jeg endte alligevel med at lave mig en kop kakao og jeg sad med den i et stykke tid og varmede hænderne på den. Drak ikke ret meget, for jeg ville virkelig gerne undgå at skulle op at tisse. Det endte jeg dog alligevel med at skulle allerede en time efter jeg havde lagt mig. Og jeg tænkte der var for lang tid til det blev morgen til at jeg kunne holde mig. Desuden frøs jeg og ifølge Rasmus soveposeråd er det sværere at holde varmen, hvis kroppen skal bruge energi på at holde urinen varm. Så jeg overvandt mørkefrygten og kravlede ud for at tisse. Jeg fulgte endnu et af Rasmus’ varmeråd og lavede 20 englehop og nogle sprællemænd inden jeg kravlede i posen, så min krop kunne være varm når jeg krøb i posen. Kan ikke helt finde ud af om den nye inderpose virkede. For jeg frøs altså. Men det var også kun 0 grader varmt (har jeg efterfølgende fundet ud af), og det må da være koldere at ligge alene end sammen med nogen og at ligge i en bivuak, der er åben for enden.
Jeg synes jeg vågnede 20 gange i løbet af natten uden rigtig at vide hvorfor. Måske bare fordi det er uvant at ligge alene i en bivuak. Men da vækkeuret ringede om morgenen, var jeg alligevel søvnig og ville gerne blive liggende. Og uh, det var koldt at kravle ud. Havde fået bygget bivuakken sådan, at jeg kun kunne møve mig ind og ud, og det er altså lidt upraktisk når det er koldt og man skal møffe tøjet på.
Jeg satte havregrød over på trangiaet og pakkede pressendingen og tasken sammen. Og så sad jeg og spise i halvmørke og kiggede på træerne der blev mere og mere tydelige efterhånden som lyset brød frem. Nina kom (hun var så venlig at kalde godmorgen et stykke derfra, så jeg ikke lige pludselig skulle blive forskrækket over at hun havde sneget sig ind på mig) mens jeg drak en kop kakao og vi gik sammen ned til kanoen. Det var blevet helt tåget og da vi kom på vandet kunne vi ikke se længere end et par meter frem for os. Som aftalt mødtes vi med de andre midt på søen og startede turen hjem. Denne gang sejlede vi gennem åen og ind til slusen i byen, så det gik noget hurtigere.
Hjemme igen fik jeg pakket ud og slappet af (meget stolt over nattens bedrift) inden det var tid til at mødes med Nanna for at bage banankage til vores eftermiddagsgruppemøde
lørdag den 16. oktober 2010
Kanotur på Gudenåen
I sidste weekend var mig og Michala på en superduper kanotur på Gudenåen. I første omgang var planen at vi skulle køre kajakker til Gammel Rye og sejle af sted derfra, men pga. af problemer med at finde en chauffør og efterfølgende problemer med uenighed blandt lærerne, der ombestemme sig omkring udlån af køretøj, endte det med at vi ringede til Ry Højskole og fik lov at låne en kano af dem. Den oprindelige plan indeholdt også en overnatning, men nu blev det bare til en dagstur. Men en vidunderlig en af slagsen.
Vi tog toget til Ry og fandt højskolens kanoplads. Den højskole ligger helt fantastisk med baghaven lige ud i vandet. Der er virkelig en hyggelig stemning, der (bortset fra eleverne, der bandede efter os) og bygningerne er fine, gamle, røde murstenshuse. Vi satte kanonen i vandet og så af sted. I modsætning til min og Jettes kajaktur, havde vi helt vidunderligt vejr. Ikke en sky på himlen og næsten ingen vind. Det var så smukt. Først gennem Rye Mølle Sø og ned til Gudensø, hvor vi sigtede forbi Gudenåens åbning, så jeg begyndte at tvivle på mine kortlæsningsevner. Men så fandt vi den og langt om længe som en lille bitte smal åbning og kanoen nærmest gled af sig selv gennem vandet. Et stykke inden stoppede vi ved en lille bådebro og satte os for at spise madpakker. Jeg tror aldrig jeg har oplevet solen skinne så meget.
Vi padlede videre og sludrede. Lidt for højt, så fiskehejrerne fløj op. Vi padlede noget mere og lidt til. Og lidt længere og til sidst padlede vi ud af kortet og ind på en stor sø hvor vinden var lidt kraftigere. Vi lod den blæse os ind i sivene hvor vi lavede os en kop kakao og et par kiks og nød solen. Vi blev enige om, at vi nok hellere måtte vende om nu når vi var løbet tør for kort og vi sejlede tilbage til åen. Og vi padlede og padlede og padlede inden vi stoppede et sted for at spise medbragte kanelsnegle og endnu en kop kakao.
Så padlede vi videre igen og da vi nåede Ry Højskole havde vi padlet i syv hyggelige timer. Vi slæbte kanoen på plads og satte i løb for at nå toget tilbage til Silkeborg. Derhjemme havde Cæcilie gemt aftensmad til os og vi tilbragte aftenen med fællessang i dagligstuen med meget friske, råde kinder.
Vi tog toget til Ry og fandt højskolens kanoplads. Den højskole ligger helt fantastisk med baghaven lige ud i vandet. Der er virkelig en hyggelig stemning, der (bortset fra eleverne, der bandede efter os) og bygningerne er fine, gamle, røde murstenshuse. Vi satte kanonen i vandet og så af sted. I modsætning til min og Jettes kajaktur, havde vi helt vidunderligt vejr. Ikke en sky på himlen og næsten ingen vind. Det var så smukt. Først gennem Rye Mølle Sø og ned til Gudensø, hvor vi sigtede forbi Gudenåens åbning, så jeg begyndte at tvivle på mine kortlæsningsevner. Men så fandt vi den og langt om længe som en lille bitte smal åbning og kanoen nærmest gled af sig selv gennem vandet. Et stykke inden stoppede vi ved en lille bådebro og satte os for at spise madpakker. Jeg tror aldrig jeg har oplevet solen skinne så meget.
Vi padlede videre og sludrede. Lidt for højt, så fiskehejrerne fløj op. Vi padlede noget mere og lidt til. Og lidt længere og til sidst padlede vi ud af kortet og ind på en stor sø hvor vinden var lidt kraftigere. Vi lod den blæse os ind i sivene hvor vi lavede os en kop kakao og et par kiks og nød solen. Vi blev enige om, at vi nok hellere måtte vende om nu når vi var løbet tør for kort og vi sejlede tilbage til åen. Og vi padlede og padlede og padlede inden vi stoppede et sted for at spise medbragte kanelsnegle og endnu en kop kakao.
Så padlede vi videre igen og da vi nåede Ry Højskole havde vi padlet i syv hyggelige timer. Vi slæbte kanoen på plads og satte i løb for at nå toget tilbage til Silkeborg. Derhjemme havde Cæcilie gemt aftensmad til os og vi tilbragte aftenen med fællessang i dagligstuen med meget friske, råde kinder.
Fællesfagsafslutning: Økologiholdet på besøg hos ’Den lille mand’
Så blev det periode B og dermed slut på økologi…og vi er nået halvvejs gennem osteklokkelivet.
Og så er tiden gået så hurtigt, at jeg ikke har nået at opdatere føllesfaget økologi, som jeg hurtigt blev glad for og som jeg ikke fortrød at jeg skiftede litteratur ud med.
Tiden er gået med at undersøge forskellige varemærkninger, gå ture i skove og ved søer (tror nok det gik ud på at tale om at søen, der var et naturgenopretningsprojekt og skoven var der også noget særligt ved, men jeg havde allerede glemt det den dag vi var derude og jeg har ikke fået spurgt Uffe). Og så har vi haft et besøg på en økologisk landbrugsskole og på noget der hedder frilandet hvor folk selv bygger deres huse på en bæredygtig måde af bæredygtige materialer som halm og muslingeskaller og vi har lavet diversitetsundersøgelser af skovens planter og diskuteret fødevarevaner og affaldssortering. Mægtig spændende.
Men det allerallerallerbedste var afslutningen hvor vi var ude at besøge ’Den lille mand’, en mand og hans familie, der har gjort deres hjem ultrabæredygtigt. Jeg kan ikke huske hvad han hed for Rasmus og Uffe har også bare kaldt ham ’Den lille mand’, men det var lige ved ikke at blive til noget, fordi Rasmus troede vi ikke gad besøge ham når vi havde været ude at besøge frilandet. Så hele økoholdet jublede, da det lykkedes at få en aftale med ham på den sidste økologidag.
Den lille mand var typen med træsko, en ulden sweater og en bomuldsklud om halsen. Og Harry Potter-briller. På sydsiden af huset havde han bygget et drivhus op ad husmuren. Så er der både varme til planterne og ekstraisolation til huset, der kan udnytte den varme der strømmer ind gennem muren. Om natten kan planterne så få gavn af den varme som huset afgiver. Mægtigt smart. På nordsiden af huset voksede efeu som ekstra isolation og han havde bygget et stort vindfang som skulle afskærme for blæsten og hvor han havde noget af al sin brænde. Her var også ’køleskabet’, der bare var et træskab. Det elektriske køleskab brugte han kun i sommermånederne. Det hele for at spare på energien.
På taget havde han solvarmeanlæg og solceller. På marken en vindmølle og i baghaven en stor tank nede i jorden til det regnvand han samler sammen. Alt vandet fra taget og tagrender ledte han gennem en si og en anden si og en bøtte med vulkansten for at filtrere urenheder fra. Inde i huset havde han en pumpe, der pumpede vandet gennem endnu et filter og derfra ud i vandhanerne i huset. Der var kun en hane med ’rigtig’ vand og det var til at drikke. Resten i bad, toilet det hele var regnvand og spildevand som han også samlede op og rensede.
Så havde han et komposttoilet, som gik ud på at der er to huller i kummen. Så det gælder om at sidde lige, så man rammer det rigtige sted hen med det ene og det andet. Tisset vandede han haven med og han lavede gødning af afføringen. Han viste os et glas med de tørre klumper, der ikke lugtede af andet end jord. På taget var en ekstra skorsten, med et eller andet udluftningssystem så lugten ikke kom ind i stuen.
I stuen havde han en kæmpe opmuret brændeovn med flere luer. To af dem var til at fyre op i og oven på den ene var der komfur og oven på den anden en ovn. Virkelig smart. Og så var skorstenen for neden i stedet for foroven, så røgen blev ledet rundt på en smart varmeenergiagtig måde. Han behøvede kun at fyre op om eftermiddagen, så kunne den holde huset varmt indtil næste eftermiddag.
Det var virkelig interessant at besøge ham og jeg havde helt lyst til at bo ligesom ham. Det var virkelig et hyggeligt og charmerende hus. Det er nok lidt utopisk at jeg skulle blive så bæredygtig som ham (hele familien udledte kun 4 tons CO2 om året), men lidt bæredygtig ku man da godt prøve på at blive. Det med køleskabet kræver i hvert fald ikke så meget. Totalt god afslutning på økologi!
Og så er tiden gået så hurtigt, at jeg ikke har nået at opdatere føllesfaget økologi, som jeg hurtigt blev glad for og som jeg ikke fortrød at jeg skiftede litteratur ud med.
Tiden er gået med at undersøge forskellige varemærkninger, gå ture i skove og ved søer (tror nok det gik ud på at tale om at søen, der var et naturgenopretningsprojekt og skoven var der også noget særligt ved, men jeg havde allerede glemt det den dag vi var derude og jeg har ikke fået spurgt Uffe). Og så har vi haft et besøg på en økologisk landbrugsskole og på noget der hedder frilandet hvor folk selv bygger deres huse på en bæredygtig måde af bæredygtige materialer som halm og muslingeskaller og vi har lavet diversitetsundersøgelser af skovens planter og diskuteret fødevarevaner og affaldssortering. Mægtig spændende.
Men det allerallerallerbedste var afslutningen hvor vi var ude at besøge ’Den lille mand’, en mand og hans familie, der har gjort deres hjem ultrabæredygtigt. Jeg kan ikke huske hvad han hed for Rasmus og Uffe har også bare kaldt ham ’Den lille mand’, men det var lige ved ikke at blive til noget, fordi Rasmus troede vi ikke gad besøge ham når vi havde været ude at besøge frilandet. Så hele økoholdet jublede, da det lykkedes at få en aftale med ham på den sidste økologidag.
Den lille mand var typen med træsko, en ulden sweater og en bomuldsklud om halsen. Og Harry Potter-briller. På sydsiden af huset havde han bygget et drivhus op ad husmuren. Så er der både varme til planterne og ekstraisolation til huset, der kan udnytte den varme der strømmer ind gennem muren. Om natten kan planterne så få gavn af den varme som huset afgiver. Mægtigt smart. På nordsiden af huset voksede efeu som ekstra isolation og han havde bygget et stort vindfang som skulle afskærme for blæsten og hvor han havde noget af al sin brænde. Her var også ’køleskabet’, der bare var et træskab. Det elektriske køleskab brugte han kun i sommermånederne. Det hele for at spare på energien.
På taget havde han solvarmeanlæg og solceller. På marken en vindmølle og i baghaven en stor tank nede i jorden til det regnvand han samler sammen. Alt vandet fra taget og tagrender ledte han gennem en si og en anden si og en bøtte med vulkansten for at filtrere urenheder fra. Inde i huset havde han en pumpe, der pumpede vandet gennem endnu et filter og derfra ud i vandhanerne i huset. Der var kun en hane med ’rigtig’ vand og det var til at drikke. Resten i bad, toilet det hele var regnvand og spildevand som han også samlede op og rensede.
Så havde han et komposttoilet, som gik ud på at der er to huller i kummen. Så det gælder om at sidde lige, så man rammer det rigtige sted hen med det ene og det andet. Tisset vandede han haven med og han lavede gødning af afføringen. Han viste os et glas med de tørre klumper, der ikke lugtede af andet end jord. På taget var en ekstra skorsten, med et eller andet udluftningssystem så lugten ikke kom ind i stuen.
I stuen havde han en kæmpe opmuret brændeovn med flere luer. To af dem var til at fyre op i og oven på den ene var der komfur og oven på den anden en ovn. Virkelig smart. Og så var skorstenen for neden i stedet for foroven, så røgen blev ledet rundt på en smart varmeenergiagtig måde. Han behøvede kun at fyre op om eftermiddagen, så kunne den holde huset varmt indtil næste eftermiddag.
Det var virkelig interessant at besøge ham og jeg havde helt lyst til at bo ligesom ham. Det var virkelig et hyggeligt og charmerende hus. Det er nok lidt utopisk at jeg skulle blive så bæredygtig som ham (hele familien udledte kun 4 tons CO2 om året), men lidt bæredygtig ku man da godt prøve på at blive. Det med køleskabet kræver i hvert fald ikke så meget. Totalt god afslutning på økologi!
Hør Kronhjorten Brøle
En morgen stod jeg tidligt, tidligt op og tog alt det tøj på jeg overhovedet kunne få hevet lag på lag. Det var alt for mørkt endnu til at se noget som helst og jeg skramlede rundt for at pakke en æske rosiner i lommen og finde mug’en frem uden at vække Jonna. Udenfor, hvor ånden blev til skyer og hvor kulden sneg sig ind under mine lag, mødtes jeg med resten af friluftholdet og vi satte os ind i den gamle blå bus.
Vi skulle ud til en plantage et stykke væk for at høre kronhjortene brøle. Aftenen forinden havde Uffe læst godnathistorie for os om hvordan kronhjorten brøler efter hunnerne når han er i brunst. Det sidste stykke skulle vi gå, så bussen ikke skræmte hjortene væk, og vi begav os musestille, på en lang række af sted langs plantagen rækker af træer.
Så lød det første brøl og i en lysning sprang tre hjorte af sted. Der gik en sitren gennem gruppen og vi blev alle en tak mere stille i håb om at se mere. Og så gik det løs med brøl. Store, dybe, kæmpe, nærmest sørgmodige brøl lød gennem plantagen. Lidt inde, i ly af nogle store grantræer stod en hun og kiggede tilbage på os. Hun blev stående længe og vi blev stående og stirrede tilbage og lyttede til brølene fra den hjort, der sikkert ventede på hende et sted. Vi listede ud i udkanten af plantagen og satte os ned i det dugvåde græs med udsigt over den åbne hede, hvor der skulle være særligt kronhjorte-godt. Vi hørte masser af brøl, men vi så ikke andet end millioner af spindelvæv i græsset, highlighted af den sølvhvide morgendug, den lave tåge smyge sig i bløde bølger og solens forsigtige stråler snige sig frem. Det var til gengæld usansynligt smukt og da vi gik videre blev solen stærkere og stærkere og farvede hedelyngen gylden og himlen blå i takt med at mosekonens bryg kravlede bort langs jorden og dansende blev til ingenting.
Det sidste brøl havde lydt, og vi krydsede det åbne land, hvor solen efterhånden fik så megen magt, at de mange lag tøj blev skrællet af et efter et. Vi besteg en bakke og Uffe fortalte om ægte bakker og om hvordan de blev dannet i istiden.
Tilbage ved bussen fandt vi morgenmaden frem og jeg nød min ymer med müsli, mens et efternølerbrøl lød og solen tegnede fregner på min næse inden vi satte os ind og kørte hjem til højskolen igen.
Vi skulle ud til en plantage et stykke væk for at høre kronhjortene brøle. Aftenen forinden havde Uffe læst godnathistorie for os om hvordan kronhjorten brøler efter hunnerne når han er i brunst. Det sidste stykke skulle vi gå, så bussen ikke skræmte hjortene væk, og vi begav os musestille, på en lang række af sted langs plantagen rækker af træer.
Så lød det første brøl og i en lysning sprang tre hjorte af sted. Der gik en sitren gennem gruppen og vi blev alle en tak mere stille i håb om at se mere. Og så gik det løs med brøl. Store, dybe, kæmpe, nærmest sørgmodige brøl lød gennem plantagen. Lidt inde, i ly af nogle store grantræer stod en hun og kiggede tilbage på os. Hun blev stående længe og vi blev stående og stirrede tilbage og lyttede til brølene fra den hjort, der sikkert ventede på hende et sted. Vi listede ud i udkanten af plantagen og satte os ned i det dugvåde græs med udsigt over den åbne hede, hvor der skulle være særligt kronhjorte-godt. Vi hørte masser af brøl, men vi så ikke andet end millioner af spindelvæv i græsset, highlighted af den sølvhvide morgendug, den lave tåge smyge sig i bløde bølger og solens forsigtige stråler snige sig frem. Det var til gengæld usansynligt smukt og da vi gik videre blev solen stærkere og stærkere og farvede hedelyngen gylden og himlen blå i takt med at mosekonens bryg kravlede bort langs jorden og dansende blev til ingenting.
Det sidste brøl havde lydt, og vi krydsede det åbne land, hvor solen efterhånden fik så megen magt, at de mange lag tøj blev skrællet af et efter et. Vi besteg en bakke og Uffe fortalte om ægte bakker og om hvordan de blev dannet i istiden.
Tilbage ved bussen fandt vi morgenmaden frem og jeg nød min ymer med müsli, mens et efternølerbrøl lød og solen tegnede fregner på min næse inden vi satte os ind og kørte hjem til højskolen igen.
søndag den 10. oktober 2010
Overnatningsklatretur i Nordskoven
På Friluftlivs Linien kan vi bare ikke få nok af at overnatte i det fri. Mig og Jette nåede dårlig nok at pakke ud fra weekendens kajakoplevelser før vi drog af sted til en lille overnatningsplads i Nordskoven. Denne gang med træklatring som tema.
Forinden havde vi øvet os i at klatre inde i fordragssalen med klatreseler og sådan nogen dimser jeg ikke kan huske, hvad hedder, men som man spænder på klatrerebene, så man ligesom kan sparke sig opad. Nu stod den på klatring i bøgetræer. De virkelig høje af slagsen. Jeg har prøvet det før på møn sammen med idrætsholdet med seminariet, men denne gang var det altså nogle VIRKELIG høje træer. Det første træ jeg var oppe i havde ikke så mange grene forneden, så der havde vi en rebstige til hjælpe. Juste, der kommer fra Litauen og hvis danske er begrænset til ’Hva’ så, Hanne’, var min sikrer og hun stod på jorden med den anden ende af min klatreline (og mit liv…sådan føltes det i hvert fald) spændt til sin egen klatresele. Det er sjovt, som man kan blive helt pjevset når man bliver udfordret på svage områder. Højder har aldrig været min stærke side og halvvejs oppe var jeg lige ved at give op. Mine lårmuskler var helt slatne og jeg var hyllet nok ud af den til at klynke til Juste på dansk. Men jeg nåede op og var mægtig stolt. Og min bagbrækkede hånd var også stolt af sig selv.
Efter at have sundet mig med et stykke kage blev jeg alligevel fristet til at prøve kræfter med et træ mere. Denne gang et endnu højere og endnu sværere træ. Anne og Natali sikrede mig og var fremragende guider, der lovede mig et lakridsbolsje hvis jeg klarede det. Forinden havde jeg både hørt Natali gå i panik over at sidde fast med sin sko deroppe og Anne blive helt stille af udfordringens angst, så at jeg overhovedet begav mig af sted var lidt af en bedrift. Et sted der oppe af skulle man klamre sig til stammen og møve sig om på den modsatte side og et andet sted skulle man hæve sig højere op i armene end jeg troede var muligt. Nøj, hvor var jeg vildt stolt, da jeg sad deroppe i toppen. Og jeg kunne se helt til Litauen forsikrede jeg Juste om.
Tilbage på jorden var nogen begyndt at lave mad og vi fandt vores spisegrej frem. Dagen var gået enormt hurtigt, med vandretur og slagline (Sådan et rem man spænder mellem to træer og går på line på. Jeg nåede at blive ok til at gå, men kun så længe jeg havde Linn og Michala som sikkerhedsnet og ikke så god som Jesper, der nærmest nåede at kunne lave tricks på den) som mellemrumsaktiviteter når man ventede på at det blev ens tur til at klatre i træerne.
Aftenen stod på snobrødsbagning og bålgloning. Jeg havde lånt Jonnas liggeunderlag og frøs kun lidt i den lavu vi havde sat op med hjemmesnittede pløkker. Jeg fejrede min fødselsdag om onsdagen og om morgenen vågnede jeg til fødselsdagssang og flag og rosiner på havregrøden. Det var hyggeligt. Tog et par ture på slaglinen inden vi smed oppakningen på ryggen igen og begav os tilbage til skolen efter en god udfordrende tur.
Forinden havde vi øvet os i at klatre inde i fordragssalen med klatreseler og sådan nogen dimser jeg ikke kan huske, hvad hedder, men som man spænder på klatrerebene, så man ligesom kan sparke sig opad. Nu stod den på klatring i bøgetræer. De virkelig høje af slagsen. Jeg har prøvet det før på møn sammen med idrætsholdet med seminariet, men denne gang var det altså nogle VIRKELIG høje træer. Det første træ jeg var oppe i havde ikke så mange grene forneden, så der havde vi en rebstige til hjælpe. Juste, der kommer fra Litauen og hvis danske er begrænset til ’Hva’ så, Hanne’, var min sikrer og hun stod på jorden med den anden ende af min klatreline (og mit liv…sådan føltes det i hvert fald) spændt til sin egen klatresele. Det er sjovt, som man kan blive helt pjevset når man bliver udfordret på svage områder. Højder har aldrig været min stærke side og halvvejs oppe var jeg lige ved at give op. Mine lårmuskler var helt slatne og jeg var hyllet nok ud af den til at klynke til Juste på dansk. Men jeg nåede op og var mægtig stolt. Og min bagbrækkede hånd var også stolt af sig selv.
Efter at have sundet mig med et stykke kage blev jeg alligevel fristet til at prøve kræfter med et træ mere. Denne gang et endnu højere og endnu sværere træ. Anne og Natali sikrede mig og var fremragende guider, der lovede mig et lakridsbolsje hvis jeg klarede det. Forinden havde jeg både hørt Natali gå i panik over at sidde fast med sin sko deroppe og Anne blive helt stille af udfordringens angst, så at jeg overhovedet begav mig af sted var lidt af en bedrift. Et sted der oppe af skulle man klamre sig til stammen og møve sig om på den modsatte side og et andet sted skulle man hæve sig højere op i armene end jeg troede var muligt. Nøj, hvor var jeg vildt stolt, da jeg sad deroppe i toppen. Og jeg kunne se helt til Litauen forsikrede jeg Juste om.
Tilbage på jorden var nogen begyndt at lave mad og vi fandt vores spisegrej frem. Dagen var gået enormt hurtigt, med vandretur og slagline (Sådan et rem man spænder mellem to træer og går på line på. Jeg nåede at blive ok til at gå, men kun så længe jeg havde Linn og Michala som sikkerhedsnet og ikke så god som Jesper, der nærmest nåede at kunne lave tricks på den) som mellemrumsaktiviteter når man ventede på at det blev ens tur til at klatre i træerne.
Aftenen stod på snobrødsbagning og bålgloning. Jeg havde lånt Jonnas liggeunderlag og frøs kun lidt i den lavu vi havde sat op med hjemmesnittede pløkker. Jeg fejrede min fødselsdag om onsdagen og om morgenen vågnede jeg til fødselsdagssang og flag og rosiner på havregrøden. Det var hyggeligt. Tog et par ture på slaglinen inden vi smed oppakningen på ryggen igen og begav os tilbage til skolen efter en god udfordrende tur.
Kajaktur i Silkeborgsøerne
Weekenden efter norgesturen var det forlænget weekend og de fleste elever rejste hjem. Jeg synes der var for langt hjem og jeg lærte at selvom man kommer fra Jylland kan man godt have ligeså langt hjem; Jette kommer fra Sønderborg og orkede heller ikke den lange rejse. Vi tog i stedet på en weekend tur i kajakkerne.
Efter at have sunget fødselsdags sang for Sandra og spist pandekager pakkede vi kajakkerne med telt og trangia og satte ud fra højskolens lillebitte strand. Vi beskyldte Jesper for vejret og indfandt os med, at vi nok bare skulle regne med at være gennemblødte gennem hele turen.
Kajakkerne var noget tungere at sejle med al oppakningen, men vi nåede alligevel hurtigt gennem den første sø og ned til slusen. Det kostede dog klejner og vi bar i stedet kajakkerne, der var betydeligt tungere på land end i vand, over den trafikerede vej, mens vi følte os meget smukke i vores våddragter og kajakskørter. Det var en meget hyggelig tur i den lille kanal (Gudenåen) langs de riges villaer og det gjorde kun de grønne farver på træerne endnu smukkere, at det regnede med store tunge våde dråber.
Da vi kom ud på Brassø kom solen frem og vi var lige ved at tro det skulle blive godt vejr, men så blæste det op og himlen blev sort igen. Endnu værre blev til da vi kom ud på den mere åbne Borre Sø vi roede ind i ’Paradiset’. Det skulle være det smukkeste smukke område og var et af højdepunkterne på vores tur, men bølgerne var simpelthen så store, at vi ikke ture sejle helt derind. Ikke særlig paradisagtigt. Selvom et par enkelte huller i skydækket lod striber af sol afsløre Paradisøernes guddommelighed.
Efter den udfordrende krydsning, af ’porten til paradis’ lagde vi til ved en lille primitiv overnatningsplads. Et rigtig hyggeligt, idyllisk sted med flot udsigt til søen på den ene side og smu bøgeskov til den anden.Vi havde oprindeligt tænkt os at nå en del længere på den første dag, men norgesturens vejroplevelser havde lært os at holde i tide. Vi skiftede, rystende af kulde, til varmt og tørt tøj og slog teltet op i ly af et stort træ. Og så brød solen frem. Sådan skal det jo være. Men det våde rotøj kom på at hænge til tørre og vi tog vandreskoene på og gik på opdagelse i skoven.
Tilbage i teltet fandt vi hyggekiks og Ipoden frem. I køkkenet havde vi bedt om noget pasta og ris til at supplere de indkøb vi havde tænkt os at proviantere med, men køkkenchefen var i hopla og pakkede en hel kasse til os med mad til en hel hær. Grønsager og brød og kage og kød og kakao og krydderier til et helt festmåltid. Det var virkelig sødt af hende. Vi gik i gang med at hakke gulerødder, løg, chili og æbler til en alternativ form kødsovs tilberedt i mørke og vi hyggede os med at kokkerere og smovse.
Mit liggeunderlag punkterede da jeg satte mig på det og nattesøvnen blev afbrud af oppustningsseancer og en enkelt gang af et dyr der kom for at spise vores rester. Men ellers sov vi godt og da vi vågnede var det pragtfuldt vejr, med sol og ingen bølger. Ved ikke om det var havregrødens skyld, men mens den kogte ombestemte vejret sig alligevel og dagens tur blev igen kortet betydeligt ned. Vi nåede til Stigballe Vig i Julsø, hvor vi gik i land og besøgte Louise og Sandra, der var taget på FDF-lejr på friluftcentret ’Sletten’. Vi ville bestige Himmelbjerget som vi havde haft udsigt til fra søsiden, men bjerget var som sunket i jorden da vi kom på land og vores kort var blevet gennemblødt, så vi ikke kunne bruge det til hjælp.
Vi spiste vores madpakke (bananmad med nødde/daddelpålæg) i skoven inden vi fandt tilbage til kajakkerne og vendte snuden tilbage gennem Julsø. Troede virkelig ikke det kunne blæse mere, men det gjorde det og bølgerne skvulpede ind over kajakkerne, så vi til tider havde vand til op om livet. Da vi nåede i læ tøjrede vi kajakkerne til en privat bådebro og pustede ud inden vi talte til tre og kastede os ud i en omgang mere. Vi slog lejr i selskab med en flok ænder og gentog spaghetti med kødsovssucceen fra dagen før inden vi satte musik på krøb i poserne.
Søndagen bød på smukt vejr for en gangs skyld. (Men det var jo også min fødselsdag og jeg havde bestemt været artig) Det tog bare en times tid at sejle hjem og vi nåede det til frokost tid. Godt møre efter en rigtig dejlig tur.
Efter at have sunget fødselsdags sang for Sandra og spist pandekager pakkede vi kajakkerne med telt og trangia og satte ud fra højskolens lillebitte strand. Vi beskyldte Jesper for vejret og indfandt os med, at vi nok bare skulle regne med at være gennemblødte gennem hele turen.
Kajakkerne var noget tungere at sejle med al oppakningen, men vi nåede alligevel hurtigt gennem den første sø og ned til slusen. Det kostede dog klejner og vi bar i stedet kajakkerne, der var betydeligt tungere på land end i vand, over den trafikerede vej, mens vi følte os meget smukke i vores våddragter og kajakskørter. Det var en meget hyggelig tur i den lille kanal (Gudenåen) langs de riges villaer og det gjorde kun de grønne farver på træerne endnu smukkere, at det regnede med store tunge våde dråber.
Da vi kom ud på Brassø kom solen frem og vi var lige ved at tro det skulle blive godt vejr, men så blæste det op og himlen blev sort igen. Endnu værre blev til da vi kom ud på den mere åbne Borre Sø vi roede ind i ’Paradiset’. Det skulle være det smukkeste smukke område og var et af højdepunkterne på vores tur, men bølgerne var simpelthen så store, at vi ikke ture sejle helt derind. Ikke særlig paradisagtigt. Selvom et par enkelte huller i skydækket lod striber af sol afsløre Paradisøernes guddommelighed.
Efter den udfordrende krydsning, af ’porten til paradis’ lagde vi til ved en lille primitiv overnatningsplads. Et rigtig hyggeligt, idyllisk sted med flot udsigt til søen på den ene side og smu bøgeskov til den anden.Vi havde oprindeligt tænkt os at nå en del længere på den første dag, men norgesturens vejroplevelser havde lært os at holde i tide. Vi skiftede, rystende af kulde, til varmt og tørt tøj og slog teltet op i ly af et stort træ. Og så brød solen frem. Sådan skal det jo være. Men det våde rotøj kom på at hænge til tørre og vi tog vandreskoene på og gik på opdagelse i skoven.
Tilbage i teltet fandt vi hyggekiks og Ipoden frem. I køkkenet havde vi bedt om noget pasta og ris til at supplere de indkøb vi havde tænkt os at proviantere med, men køkkenchefen var i hopla og pakkede en hel kasse til os med mad til en hel hær. Grønsager og brød og kage og kød og kakao og krydderier til et helt festmåltid. Det var virkelig sødt af hende. Vi gik i gang med at hakke gulerødder, løg, chili og æbler til en alternativ form kødsovs tilberedt i mørke og vi hyggede os med at kokkerere og smovse.
Mit liggeunderlag punkterede da jeg satte mig på det og nattesøvnen blev afbrud af oppustningsseancer og en enkelt gang af et dyr der kom for at spise vores rester. Men ellers sov vi godt og da vi vågnede var det pragtfuldt vejr, med sol og ingen bølger. Ved ikke om det var havregrødens skyld, men mens den kogte ombestemte vejret sig alligevel og dagens tur blev igen kortet betydeligt ned. Vi nåede til Stigballe Vig i Julsø, hvor vi gik i land og besøgte Louise og Sandra, der var taget på FDF-lejr på friluftcentret ’Sletten’. Vi ville bestige Himmelbjerget som vi havde haft udsigt til fra søsiden, men bjerget var som sunket i jorden da vi kom på land og vores kort var blevet gennemblødt, så vi ikke kunne bruge det til hjælp.
Vi spiste vores madpakke (bananmad med nødde/daddelpålæg) i skoven inden vi fandt tilbage til kajakkerne og vendte snuden tilbage gennem Julsø. Troede virkelig ikke det kunne blæse mere, men det gjorde det og bølgerne skvulpede ind over kajakkerne, så vi til tider havde vand til op om livet. Da vi nåede i læ tøjrede vi kajakkerne til en privat bådebro og pustede ud inden vi talte til tre og kastede os ud i en omgang mere. Vi slog lejr i selskab med en flok ænder og gentog spaghetti med kødsovssucceen fra dagen før inden vi satte musik på krøb i poserne.
Søndagen bød på smukt vejr for en gangs skyld. (Men det var jo også min fødselsdag og jeg havde bestemt været artig) Det tog bare en times tid at sejle hjem og vi nåede det til frokost tid. Godt møre efter en rigtig dejlig tur.
mandag den 4. oktober 2010
Svampejagt
I friluftliv har vi to lærere. Rasmus og Uffe. Vi er virkelig mange på holdet, så for det meste er vi delt og laver de ting vi skal i gennem på skift. Gad vide om vi ville nå meget mere hvis vi kun var halvdelen. I hvert fald er der mange dage hvor vi ’bare’ er ude at vandre med Uffe, mens den anden halvdel laver det vi egentlig har forløb i.
En dag var vi ude at samle svampe. Der ligger en lille lejrplads oppe i nordskoven ikke så langt herfra. Vi cyklede derop og tog så ud for at jage svampe, som Uffe kaldte det. Han er totalt træ-nørd og har en PhD i noget grantræsfis i Guatemala. Han påstår selv, at han ikke ved ret meget om svampe, men alligevel fortæller han en masse ting om dem.
Denne dag gik vi efter en eller anden brun rørhat, kantareller og Karl Johan, der også er en brun rørhat. Uffe fortalte om hvordan man kender forskel på forskellige svampe. Blandt andet en eller anden hvid en med en ring, som jeg heller ikke kan huske hvad hedder, men som ligner den ret så giftige hvide fluesvamp…forskellen er duften af kartoffel. Så kan man selv vælge om man tør løbe an på det når man samler til sin stuvning.
Jeg fandt en masse flotte svampe. Især forskellige skørhatte i forskellige farver. Når man knækker deres stok smulrer den lidt ligesom fetaost. Det er en lamelsvamp og efter Uffes udsagn en kedelig svamp. Jeg synes det var den flotteste. Især den gule. Jeg fandt også koralsvampe og fluesvampe og løgbruskhatte, som jeg lavede en lille udstilling af på en træstamme. De brune rørhatte var dem vi primært gik efter. De bliver blå på rørene når man røre ved dem. Man kan godt spise rørene, men de har (igen efter Uffes udsagn) en kedelig konsistens og man fjerner dem derfor, så der kun er det champignon-agtige tilbage. Vi lavede en stuvning af alle de spiselige svampe vi fandt og spiste det på brød. Overraskende godt, men det bliver nok aldrig min livret. Det er lidt for champignonsagtigt. Men kantarellerne og nogle af de andre var ret gode.
På vores tur talte vi også om forskellige nåletræer. Tror aldrig Uffenørden kan få nok af træer. Jeg synes det er spændende. Vi samlede grankogler og bestemte træarten ud fra dem. Fx ligner Douglasgran og Rødgran ret meget hinanden, men man kan tydelig se forskel på deres kogler. De to træer bliver tit plantet sammen fordi de kan ’hjælpe’ hinanden. Douglas er svag og vælter let i de første leveår men stabiliseres af rødgranens tilstedeværelse. Til gengæld er rødgranen svagere når dem bliver ældre, men da har douglasen nået at vokse sig stærk.
En dag var vi ude at samle svampe. Der ligger en lille lejrplads oppe i nordskoven ikke så langt herfra. Vi cyklede derop og tog så ud for at jage svampe, som Uffe kaldte det. Han er totalt træ-nørd og har en PhD i noget grantræsfis i Guatemala. Han påstår selv, at han ikke ved ret meget om svampe, men alligevel fortæller han en masse ting om dem.
Denne dag gik vi efter en eller anden brun rørhat, kantareller og Karl Johan, der også er en brun rørhat. Uffe fortalte om hvordan man kender forskel på forskellige svampe. Blandt andet en eller anden hvid en med en ring, som jeg heller ikke kan huske hvad hedder, men som ligner den ret så giftige hvide fluesvamp…forskellen er duften af kartoffel. Så kan man selv vælge om man tør løbe an på det når man samler til sin stuvning.
Jeg fandt en masse flotte svampe. Især forskellige skørhatte i forskellige farver. Når man knækker deres stok smulrer den lidt ligesom fetaost. Det er en lamelsvamp og efter Uffes udsagn en kedelig svamp. Jeg synes det var den flotteste. Især den gule. Jeg fandt også koralsvampe og fluesvampe og løgbruskhatte, som jeg lavede en lille udstilling af på en træstamme. De brune rørhatte var dem vi primært gik efter. De bliver blå på rørene når man røre ved dem. Man kan godt spise rørene, men de har (igen efter Uffes udsagn) en kedelig konsistens og man fjerner dem derfor, så der kun er det champignon-agtige tilbage. Vi lavede en stuvning af alle de spiselige svampe vi fandt og spiste det på brød. Overraskende godt, men det bliver nok aldrig min livret. Det er lidt for champignonsagtigt. Men kantarellerne og nogle af de andre var ret gode.
På vores tur talte vi også om forskellige nåletræer. Tror aldrig Uffenørden kan få nok af træer. Jeg synes det er spændende. Vi samlede grankogler og bestemte træarten ud fra dem. Fx ligner Douglasgran og Rødgran ret meget hinanden, men man kan tydelig se forskel på deres kogler. De to træer bliver tit plantet sammen fordi de kan ’hjælpe’ hinanden. Douglas er svag og vælter let i de første leveår men stabiliseres af rødgranens tilstedeværelse. Til gengæld er rødgranen svagere når dem bliver ældre, men da har douglasen nået at vokse sig stærk.
Abonner på:
Opslag (Atom)