lørdag den 16. oktober 2010

Fællesfagsafslutning: Økologiholdet på besøg hos ’Den lille mand’

Så blev det periode B og dermed slut på økologi…og vi er nået halvvejs gennem osteklokkelivet.
Og så er tiden gået så hurtigt, at jeg ikke har nået at opdatere føllesfaget økologi, som jeg hurtigt blev glad for og som jeg ikke fortrød at jeg skiftede litteratur ud med.
Tiden er gået med at undersøge forskellige varemærkninger, gå ture i skove og ved søer (tror nok det gik ud på at tale om at søen, der var et naturgenopretningsprojekt og skoven var der også noget særligt ved, men jeg havde allerede glemt det den dag vi var derude og jeg har ikke fået spurgt Uffe). Og så har vi haft et besøg på en økologisk landbrugsskole og på noget der hedder frilandet hvor folk selv bygger deres huse på en bæredygtig måde af bæredygtige materialer som halm og muslingeskaller og vi har lavet diversitetsundersøgelser af skovens planter og diskuteret fødevarevaner og affaldssortering. Mægtig spændende.

Men det allerallerallerbedste var afslutningen hvor vi var ude at besøge ’Den lille mand’, en mand og hans familie, der har gjort deres hjem ultrabæredygtigt. Jeg kan ikke huske hvad han hed for Rasmus og Uffe har også bare kaldt ham ’Den lille mand’, men det var lige ved ikke at blive til noget, fordi Rasmus troede vi ikke gad besøge ham når vi havde været ude at besøge frilandet. Så hele økoholdet jublede, da det lykkedes at få en aftale med ham på den sidste økologidag.

Den lille mand var typen med træsko, en ulden sweater og en bomuldsklud om halsen. Og Harry Potter-briller. På sydsiden af huset havde han bygget et drivhus op ad husmuren. Så er der både varme til planterne og ekstraisolation til huset, der kan udnytte den varme der strømmer ind gennem muren. Om natten kan planterne så få gavn af den varme som huset afgiver. Mægtigt smart. På nordsiden af huset voksede efeu som ekstra isolation og han havde bygget et stort vindfang som skulle afskærme for blæsten og hvor han havde noget af al sin brænde. Her var også ’køleskabet’, der bare var et træskab. Det elektriske køleskab brugte han kun i sommermånederne. Det hele for at spare på energien.

På taget havde han solvarmeanlæg og solceller. På marken en vindmølle og i baghaven en stor tank nede i jorden til det regnvand han samler sammen. Alt vandet fra taget og tagrender ledte han gennem en si og en anden si og en bøtte med vulkansten for at filtrere urenheder fra. Inde i huset havde han en pumpe, der pumpede vandet gennem endnu et filter og derfra ud i vandhanerne i huset. Der var kun en hane med ’rigtig’ vand og det var til at drikke. Resten i bad, toilet det hele var regnvand og spildevand som han også samlede op og rensede.

Så havde han et komposttoilet, som gik ud på at der er to huller i kummen. Så det gælder om at sidde lige, så man rammer det rigtige sted hen med det ene og det andet. Tisset vandede han haven med og han lavede gødning af afføringen. Han viste os et glas med de tørre klumper, der ikke lugtede af andet end jord. På taget var en ekstra skorsten, med et eller andet udluftningssystem så lugten ikke kom ind i stuen.

I stuen havde han en kæmpe opmuret brændeovn med flere luer. To af dem var til at fyre op i og oven på den ene var der komfur og oven på den anden en ovn. Virkelig smart. Og så var skorstenen for neden i stedet for foroven, så røgen blev ledet rundt på en smart varmeenergiagtig måde. Han behøvede kun at fyre op om eftermiddagen, så kunne den holde huset varmt indtil næste eftermiddag.

Det var virkelig interessant at besøge ham og jeg havde helt lyst til at bo ligesom ham. Det var virkelig et hyggeligt og charmerende hus. Det er nok lidt utopisk at jeg skulle blive så bæredygtig som ham (hele familien udledte kun 4 tons CO2 om året), men lidt bæredygtig ku man da godt prøve på at blive. Det med køleskabet kræver i hvert fald ikke så meget. Totalt god afslutning på økologi!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar