Lige nu sidder jeg alene i en skov. Klokken er 20.02 og det er bælgravende mørkt. Jeg er på tur med friluftliv, men er alligevel helt uden dem, for vi er på aleneovernatningstur og da vi kom til Brillesø skiltes vi og sejlede i hver vores retning for at længe til forskellige steder. Jeg gik i land med Nina og et lille stykke inde i skoven gik hver til sit ud for at finde et godt sted at slå lejr.
I det fjerne kan jeg høre bilerne køre på vejen, men det er meget langt væk så bortset fra skovens lyde er det kun nattens stilhed jeg kan høre...og så en ensom due derinde i mørket...eller hvad det er.
Efter frokost i dag mødtes vi og pakkede til turen. Vi tog af sted i kanoer fra skolens lille strand og padlede op gennem Silkeborg Langsø.
Mig og Nina lagde os hurtigt i spidsen sammen med drengene. Efter de to broer og for enden af søen løber åen hyggeligt langs baghaver med vand langt op på græsplænen. Åen er ret smal på det stykke og jeg måtte gøre mig umage for ikke at gøre Rasmus' kanopadlingsundervisning til skamme. Den smalle å førte os ud på Ørnsø, som vi krydsede. På den modsatte bred hev vi kanoerne i land og trillede dem over vejen og et stykke videre over til Almind sø (som vi badede i en af introdagene). Tæt på badebroen er en lille odderpassage under vejen, som vi sejlede ind i gennem for at komme ud på den anden side. Et sted blev vandet så lavt at vi måtte op og ud at skubbe inden vi kunne sejle videre på Vejlsø og Brassø som mig og Jette kunne genkende fra vores weekendtur.
Endelig nåede vi til Brille Sø og det var allederede begyndt at blive tusmørke og jeg var begyndt at blive lidt kold. (Uh, der var noget der knagede inde i skoven). Vi skiltes og mig og Nina fandt et godt sted at lægge til. Jeg har virkelig glædet mig til den her tur og været rigtig spændt på at skulle overnatte alene og da vi padlede ind til bredden boblede jeg næsten over af spænding (nu var der en lyd mere...gad vide hvad det var...eller måske vil jeg ikke vide det). Vi hev kanoen i land og gik i hver vores retning. Og nu sidder jeg her…i mørket.
Jeg nåede at sætte bivuak op før det blev mørkt og at pakke liggeunderlag og trangia ud. Det blev helt mørkt mens jeg lavede kartoffelmos og den nåede at blive kold mens jeg lavede grønsagssovs. Nu er det hele koldt men jeg har varmen for jeg har lånt Jonnas alpacatrøje. Jeg er egentlig ret stolt over bivuakken som er blevet ret fin og over at jeg tør sidde her alene i mørket. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive siddende før tankerne spinder alt muligt irrationelt gøgl op der gør mig for bange til at blive (en hund gør i det fjerne og en eller anden ukendt brummelyd lyder tæt på) oppe. Jeg har kakao med og egentlig havde jeg lovet (var det en fugl?) mig selv at jeg skulle have mod nok til at blive oppe til at lave mig en kop, og jeg tror egentlig også godt jeg ville turde blive oppe så længe, men jeg ved også at kakao vil betyde at jeg skal op at tisse i nat. Det gider jeg ikke. Om lidt vil jeg pakke sammen og så vil jeg sidde et øjeblik og bare lytte til lydene og (nu kravler der en Bille på mig og en skovsnegl er på vej for at spise mine rester.) nyde den her særlige, sjældne oplevelse som det jo egentlig er. Måske laver jeg mig en kop kakao alligevel.
Jeg endte alligevel med at lave mig en kop kakao og jeg sad med den i et stykke tid og varmede hænderne på den. Drak ikke ret meget, for jeg ville virkelig gerne undgå at skulle op at tisse. Det endte jeg dog alligevel med at skulle allerede en time efter jeg havde lagt mig. Og jeg tænkte der var for lang tid til det blev morgen til at jeg kunne holde mig. Desuden frøs jeg og ifølge Rasmus soveposeråd er det sværere at holde varmen, hvis kroppen skal bruge energi på at holde urinen varm. Så jeg overvandt mørkefrygten og kravlede ud for at tisse. Jeg fulgte endnu et af Rasmus’ varmeråd og lavede 20 englehop og nogle sprællemænd inden jeg kravlede i posen, så min krop kunne være varm når jeg krøb i posen. Kan ikke helt finde ud af om den nye inderpose virkede. For jeg frøs altså. Men det var også kun 0 grader varmt (har jeg efterfølgende fundet ud af), og det må da være koldere at ligge alene end sammen med nogen og at ligge i en bivuak, der er åben for enden.
Jeg synes jeg vågnede 20 gange i løbet af natten uden rigtig at vide hvorfor. Måske bare fordi det er uvant at ligge alene i en bivuak. Men da vækkeuret ringede om morgenen, var jeg alligevel søvnig og ville gerne blive liggende. Og uh, det var koldt at kravle ud. Havde fået bygget bivuakken sådan, at jeg kun kunne møve mig ind og ud, og det er altså lidt upraktisk når det er koldt og man skal møffe tøjet på.
Jeg satte havregrød over på trangiaet og pakkede pressendingen og tasken sammen. Og så sad jeg og spise i halvmørke og kiggede på træerne der blev mere og mere tydelige efterhånden som lyset brød frem. Nina kom (hun var så venlig at kalde godmorgen et stykke derfra, så jeg ikke lige pludselig skulle blive forskrækket over at hun havde sneget sig ind på mig) mens jeg drak en kop kakao og vi gik sammen ned til kanoen. Det var blevet helt tåget og da vi kom på vandet kunne vi ikke se længere end et par meter frem for os. Som aftalt mødtes vi med de andre midt på søen og startede turen hjem. Denne gang sejlede vi gennem åen og ind til slusen i byen, så det gik noget hurtigere.
Hjemme igen fik jeg pakket ud og slappet af (meget stolt over nattens bedrift) inden det var tid til at mødes med Nanna for at bage banankage til vores eftermiddagsgruppemøde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar